Brexit-forhandlingerne mangler alle svære beslutninger

Af Stine Bosse, Formand, Europabevægelsen. Udgivet i Altinget den 29. august 2018.

DEBAT: Brexit-forhandlingerne mangler at forholde sig til de svære spørgsmål som grænsen til Nordirland og fremadrettede politiske erklæringer, skriver Stine Bosse, formand for Europabevægelsen.

Når det hævdes, at forhandlingerne med Storbritannien er 80 % færdige, skal det nævnes: Ét, at det er udtrædelsen, derStine Bosse lige nu forhandles, og ikke fremtiden. To, at alt det svære udestår.

Der er således opnået aftaler omkring de borgeres rettigheder, der lige nu bosat på tværs af Storbritannien og EU, samt omkring de økonomiske bidrag UK fortsat skal betale. Man måtte le, hvis ikke det var, fordi det hele er sørgeligt. Særligt da Farage og andre super-brexiters måtte undskylde over for den undrende befolkning, at deres regnestykker fra de glade kampagnedage ikke holdt.

Spørger man i Bruxelles, Berlin, Paris og København, hvad der tænkes om Brexit, er svaret; “Brexit er jo et uundgåeligt faktum. Det interessante er, hvad sker der indenfor Den Europæiske Union i tiden frem”.

Egentligt ikke et mærkeligt svar, hvis man tænker efter. Vi ved, at Unionen er vigtigere end nogensinde før. Løsningen af de altoverskyggende og grænseløse udfordringer fordrer mere af os alle sammen, og de kalder på fodslag og fællesskab. Suverænitet i forhold til store spørgsmål som migrantkrisen og klimaet er noget vi opnår sammen, og ikke noget vi opgiver.

Vi har brug for fri bevægelighed

Vi kan tage udgangspunkt i det helt nære: Danmarks evne til at opretholde en velfærdsmodel, hvor skattebetaling er forudsætning for finansiering af stadigt flere ældre på pension og med et stort træk på sundhedsvæsnet. Her er arbejdskraftens frie bevægelighed en væsentlig faktor som forudsætning for, at pengene passer. En pensionsalder på 80 år er næppe noget, de fleste af os vil kunne holde ud at tænke på. Og det behøver vi heller ikke, så længe der findes masser af unge arbejdsklar europæere, der har lyst til at komme til Danmark. Det der har været opreklameret som en trussel, bliver værnet mod, at vi alle skal arbejde til, vi dør.

Det er således også herlige nye toner, når DF’s arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted i TV-Avisen siger, at arbejdsgivere, der ser sig utålmodigt omkring efter kvalificeret arbejdskraft, fint kan se til andre europæiske lande. Rekruttering og opkvalificering af unge fra Sydeuropa er en oplagt idé. Dette udelukker på ingen måde behovet for at gøre meget for de danskere, der oplever at stå udenfor arbejdsmarkedet. Tværtimod. Det kan gøres på samme tid.

At befolkningen i Storbritannien kommer til at mangle særligt de polske hænder, som de har udsat for spot og spe, vil for os bare tjene til illustration af, hvor vigtig og central den frie bevægelighed er.
Tomme trusler om hegn og symboler

Migration, herunder håndteringen af flygtninge med krav på asyl, er på alles læber, og var en uskøn del af den forløjede Brexit-kampagne, der første til dagens situation. Ingen med almindelige evner til at anvende fornuften kan tro på, at dette enorme problem, som vi desværre kun har set starten på, lader sig løse land for land.

Italiens seneste reaktioner, hvor den ekstreme højre/venstre regering afviser at tage imod migrerende mennesker, herunder mange børn, der var ombord på et italiensk skib, er kulminationen på mange, mange års opråb fra Italien om solidariske løsninger i EU-systemet. Her har vi i nord tidligere vendt det døve øre til. Ikke mærkeligt at ekstreme holdninger vinder frem, når moderate mennesker ikke har kunne få os andre i tale. Men hult er det, når DF’s Kenneth Kristensen Bernt pludselig er så solidarisk med Italiens regering. Måske bunder solidariteten ikke i problemløsning, men snarere i overbevisning.

Borgerne og erhvervsliv i de 27 medlemslande vil med stigende intensitet kræve af deres politikere nationalt, at disse leverer løsninger, der sikrer Unionens ydre grænser og dermed vores bevægelsesfrihed mellem vores nabolande. Det bliver en af de helt store opgaver for nationale politikere og naturligvis for EU-Kommissionen i Bruxelles. Og her må vi som borgere kunne gennemskue, at de politikere, der truer med diverse hegn og symboler, kun ønsker at vise muskler. Her må vi kræve løsninger.

Klimaudfordringerne lader sig hverken tale eller fornægte bort. De vil ligesom fysisk sikkerhed, beskyttelse af borgerne i den digitale verden og varetagelse af skatteopkrævning overfor bl.a. de største virksomheder kun kunne løses af det store fællesskab.

Alt dette og meget mere er det, der optager nationale politikere i det Europæiske Råd og Kommissionen. Derfor er de helt faste i kødet på at holde sammen, ikke at lade Storbritannien sætte kiler ind imellem os og at se fremad mod fælles løsninger. Bliver det let? Nej, det er det aldrig i nationers stræben efter fælles fodslag. Bliver det lidt lettere uden Storbritannien? Muligvis. Det vil tiden vise.

Vigtigt er det imidlertid at holde sig for øje, at pr 1. marts 2019 er alene Storbritanniens udtrædelse aftalt, hvis man altså bliver enige om de sidste meget svære knaster; grænsen til Nordirland og fremadrettede politiske erklæringer. Herefter er der frem til udgangen af 2019 til at blive enige om de fremadrettede aftaler. Er du forvirret? Så følg med i de næste afsnit af den mytologiske odyssé, som vore europæiske medborgere i Storbritannien er lokket ud i.