Demokratiet er ingen selvfølgelighed

Indlæg i Altinget 27. juni 2018

DEBAT: Demokratiet er noget, vi må kæmpe for at bevare. Både kræfter uden for EU, men sandelig også inden for Unionen, presser på med udemokratiske tiltag, skriver Stine Bosse.

Folkemødet er virkelig en god opfindelse. Vi må takke svenskerne for den gode idé og Bertel Haarder for initiativet til at lave en dansk udgave. Særligt dejligt er det, at tilstrømningen af det, dette handler om, nemlig borgere i dette land, synes at tage til. Det skal være folkets møde.

Særligt glade bliver vi i Europabevægelsen, når vi ser, hvordan de europæiske spørgsmål tager til i styrke år efter år. Masser af debatter med vores forpligtende fællesskab som udgangspunkt. Ja, i år kom emnet Europa ind på top ti. Det lover godt, når danskerne flokkes om blandt andre vores telt, og man mærker, hvordan danskerne faktisk ved meget og er nysgerrige på mere.

Og i samme familie er demokrati. Emnet lå som nummer to på emnehitlisten, og det er egentlig også et europæisk spørgsmål. Det er nemlig i Unionstraktatens artikel 2, at ordet demokrati optræder, når vi ser på vores samlede konstituerende regler. Demokrati er i disse år ingen selvfølgelighed. Det er noget, vi må kæmpe for at bevare. Både kræfter uden for EU, men sandelig også inden for Unionen, presser på med udemokratiske tiltag.

Europæisk hjælp til Polen
I Europabevægelsens telt havde vi glæden af mange gode debatter. Godt er det, at vi internt i organisationen ikke er enige om ret meget andet, end at det forpligtende fællesskab er vejen til at passe på Danmark. Og dejligt er det, at der krydses klinger omkring løsninger, der kræver fællesskabets svar.

Særligt spændende er det, når debatterne falder på selve fundamentet for fællesskabet. Således en debat, jeg deltog i en tidlig morgen. Anders Vistisen (DF) og jeg. Det skulle handle om de grundlæggende værdier, og min kollega fra Polen Marcin Święcicki (formand for den polske Europabevægelse og medlem af Europa-Parlamentet) var egentlig hovedperson sammen med Anders. Desværre nåede han ikke frem. Så det blev Anders og mig.

Idéen til debatten gav min polske kollega mig tidligere på året, hvor jeg mødte ham i sammenslutningen af landenes bevægelser. Han er en del af det polske folk. Han er altså polak, og han er europæer. Han bad dengang om andre folkeslags hjælp. Om europæisk hjælp til at få sin regering til at stoppe. Demokratisk valgt, men i gang med at demontere demokratiet og de frihedsrettigheder, som ellers er beskyttet i EU-traktaten.

Ingen med fornuften i behold havde forestillet sig, dengang man vedtog “Københavner-erklæringen” i 1993, at vi 25 år efter skulle stå med tidligere østlande, der før hungrede efter netop frihed for folkene, og som nu vælger et styre, der genindfører totalitære spilleregler.

For os europæere er netop traktatens Artikel to helt fundamental. Derfor har syv tidligere polske statsministre, fire tidligere udenrigsministre og tre frihedskæmpere fra opgøret med det totalitære kommunistiske regime henvendt sig i et åbent brev til Kommissionen og appelleret om hjælp.

Reglerne må ikke lades i stikken
Det ville vi i Europabevægelsen så gerne drøfte med Vistisen. Han sidder i gruppe med PIS i Europa-Parlamentet, og jeg har gentagne gange bedt ham tage afstand fra det, som regimet i Polen trækker ned over folket. Vistisen gentog det, han altid har sagt, nemlig at PIS er demokratisk valgt, og at han ikke kan se, hvad vi skal blande os for.

Omvendt står gratulationerne i kø, når disse søsterpartier vinder valg. Så et eller andet må de have til fælles på tværs af grænserne.

I Europabevægelsen kan vi godt se problemet. Det er nemlig konstituerende regler på niveau med grundloven, der er på spil. Regler, som vi i det frie Europa efter Anden Verdenskrig lovede hinanden at forfægte. Regler, vi har betalt for med mange menneskers blod og lidelse, og som har givet os verdens bedste samfund. Dem må vi aldrig lade i stikken. De skal forsvares. Helt uomgængeligt.

For ugræs fyger. Også over grænser. Kan det ene land, kan det andet vel også. Derfor kæmper vi også vores egen danske sag, når vi kræver, at traktaten overholdes af alle lande.

 

“Det er en umulighed at tale om sikre ydre grænser, uden at tale om dette som en fælles forpligtelse.”

Stine Bosse,Stine Bosse Formand for Europabevægelsen

 

 

En fælles forpligtelse
En ung mand fra DF Ungdom stillede det bedste spørgsmål: Kan det også ske i Danmark? Hvis man følger Vistisens logik, så ja. Den danske grundlov yder nogen beskyttelse, men har ikke så stærke referencer som Artikel 2. Al den stund man ikke kendte til de begreber, vi i moderne forfatningsret anvender. Jeg bad den unge mand om aldrig at glemme sit spørgsmål.

Selvom Europabevægelsens telt var fyldt med gode debatter, glimrede ministre og kommissærer ved deres fravær. Det samme gjorde sig i høj grad gældende hos EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Næste år må vi håbe på et fremmøde af adskillige kommissærer. Så kan vi måske få en mere direkte demokratisk oplevelse, ikke blot af vores egen Vestager, men af flere af de mennesker, der arbejder for os og 494,3 millioner andre europæere.

Der synes nemlig at være en konsensus blandt danskerne, om at EU er vejen til løsningen af de helt store spørgsmål. Det viser snart sagt alle målinger. Men der synes blandt befolkningen også at være en vedblivende suverænitetsopfattelse, der ikke harmonerer med evnen til at stille op til fællesskabets løsninger.

Det er en umulighed at tale om sikre ydre grænser uden at tale om dette som en fælles forpligtelse. Og hvis det er en fælles forpligtelse, så kan det jo ikke på samme tid være et nationalt anliggende alene.

Politikerne skal på banen
En ung forsker talte i Kommissionens telt, om hvordan man måske i en moderne og teknologisk forbundet verden må tale om suverænitet som noget mindre absolut og mere plastisk. Altså noget, man ikke kan have alene på alle punkter, men sammen med andre.

Det er opmuntrende, når næste generation kommer med nye fortolkninger og brugbare løsninger. Jeg tror, samtalen om suverænitet i tid og sted trænger til megen opmærksomhed fra nationale politikere.

Det er for spinkelt kun at tale om vores indflydelse på egen situation i ny og næ, når vi står på tærsklen af afstemninger. Det bør være en stående debat, hvor vores nationale politikere hele tiden fortæller os, hvad vi kan og ikke kan, og viser os, hver gang vi sidder ude på gangen, medens de andre drøfter løsninger, som uanset hvad vil påvirke os, al den stund vi qua særaftaler alligevel omfattes af langt det meste.

Vi vil til bordet. Vi vil naturligvis påvirke og være realistiske i forhold til nødvendige kompromisser. Og vi vil naturligvis sidde side om side med andre europæere og kæmpe for vores frihedsrettigheder. Herunder demokratiet.

———-

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for BØRNEfonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Klummen er alene et udtryk for skribentens egne holdninger.