Det er mainstream at putte os alle ned i en ”danskhedskasse”

Foto af Cæciliie Philipa

Foto af Cæciliie Philipa

Af Stine Bosse, formand Europabevægelsen. Bragt i Jyllands-Posten 20.08.16

Sådan mødte jeg verden. Min mor var engelsk, og ifølge sygeplejersken, som tilså mig i hjemmet, var man i 1960 ”bastard”, hvis man ikke var ren dansk. Jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved, om jeg er dansk eller ej. Jeg taler, tænker og lever ”på dansk”. Jeg er dansk statsborger. Alligevel må jeg konstatere, at der er mennesker i Danmark, der i fuld alvor overvejer, om det at være dansk skal reserveres til mennesker med ”dobbelt” danskere i blodet.

I dag må man vel bare konstatere, at det er blevet mainstream at forsøge at putte os alle ned i en ”danskhedskasse”. Vi skal i fuld alvor forholde os til, hvad det vil sige at være dansk, som om det er noget stationært, håndgribeligt og helt særligt værdifuldt.

Humanisten Karen Blixen

For 100 år siden rejste Karen Blixen til Kenya, og jeg har i min ferie læst samlingen af hendes breve. Hun er en del af dansk kulturarv, og det kan vi være stolte af.

I et brev til sin mor skriver hun efter sin ankomst til ”farmen” uden for Nairobi følgende om synet på natives, som hun udviklede et nært forhold til: »Englænderne er paa den Maade mærkeligt indskrænkede, det falder dem aldeles ikke ind at se paa dem som Mennesker, og naar jeg taler med engelske Damer om forskellen på Racerne eller lignende, ler de rørt og overlegent over min Originalitet.«

Karen Blixen var humanist. Hun så mennesker før farve eller religion. Og jeg er stolt bærer af hendes danske tradition. Jeg er humanist. I dag kan man blive helt modløs ved tanken om, at det visse steder anvendes som skældsord.

Fravalget af diktatur

At være humanist betyder ikke, at man er naiv. Det betyder alene, at man vælger at se mennesker og ikke fortolkninger. Der er mennesker, som er grusomme, og som begår uhyrligheder. De skal straffes, og deres handlinger bekæmpes. Men de er mennesker.

Vi har efter krigen valgt at indrette os med en konvention for menneskeret, som vi har tilsluttet os, og som beskytter os. Fordi vi er mennesker. Ikke fordi vi er danske, kristne, muslimer, hvide, sorte eller hinduer. Det var læringen. Se mennesker. Intet andet.

Siden Karen Blixen var i Afrika, er der sket meget. Grusomme kræfter anvender symboler og ”navne” fra en verdensreligion, når de forsøger at terrorisere os, lige nu særligt i EU.

De forsøger at sabotere de værdier, vi gennem mange år har baseret ikke bare samhandel og udvikling på, men også borgeres ret til at tænke og tale frit. De forsøger at udstille demokratiets svagheder – svagheder, som så afgjort findes, men som vi må overvinde i tilvalget af frihed og fravalget af diktatur.

Demokratisk og fredsbevarende

På netop denne baggrund er det vigtigt at se det europæiske projekt som demokratisk, fredsbevarende og udviklende. Ikke perfekt. Langtfra. Ikke færdigt og ikke uden udfordringer indeni og udenpå, men med en retning. Et projekt, som også har haft til formål at omfordele mellem nord, syd, øst og vest, og som ikke kun har handlet om at udvikle markeder, men også de samfund markederne fungerer i. Disse forhold hænger sammen.

Det gør de også i relationen EU, Mellemøsten og Afrika. Der er i den grad brug for nye handelsaftaler ikke bare med Canada og USA – også med Den Afrikanske Union, som kan medvirke til realiseringen af bæredygtighedsmål nr. 10 om relativ lighed mellem lande. For i dag ved man, at de store forskelle i indkomst og muligheder på den ene og den anden side af Middelhavet giver spændinger.

En ufærdig konstruktion

Så vi har altså brug for bastarden EU. En ufærdig konstruktion, der higer efter, at vi borgere bliver mere involveret i beslutninger og processer. Den higer efter, at nationale såvel som EU-valgte og udpegede politikere faktisk tager konstruktionen alvorligt og ikke konsekvent taler den ned eller bort. Humanisme kræver fællesskab. Også forpligtende fællesskab mellem nationer.

Hvis vi vil tage vores store europæiske arv alvorligt og hverken lade os tryne af terrorister eller tyranner, så er det nu. Så er det udvikling og indsats i EU – ikke afvikling og hån.

Bastarden EU er det bedste, der kan skabes, når vi tager højde for, at vi aldrig skal ensrettes eller puttes ned i små lukkede kasser designet til at holde os angste, medgørlige og ude af stand til at se mennesker.