Forberedelse af debat med Inger Støjberg, Folkemøde

Fra BT

Fra BT

Vi må have fakta på plads, så meget det lader sig gøre i denne debat om inklusion. Det må vi, fordi det er et område fyldt med følelser, hos alle os der agerer i dette felt. Lad mig derfor starte med den rapport, som fornylig er udkommet, og som i virkeligheden udstiller at vi ingen systematik har på dette område. Ikke siden 2004 er der samlet data om indvandreres uddannelsesstatus! Den form for væsentlig ledelsesinformation, troede jeg Integrationsministeren var i besiddelse af. Men det er altså ikke en viden vi løbende opsamler, og derfor er det også svært at følge om du faktisk lykkes med det aller vigtigste for integrationen, nemlig at tilføre gruppen mere uddannelse. Som rapporten udtaler: “Problemet er at der ikke siden 2004 er ført statistik for indvandrernes uddannelsesbaggrund” og et andet sted siger den: “Det er oplagt at den integrationsudfordring, som samfundet står overfor, er tæt knyttet til de kompetencer, som flygtninge og andre indvandrere er i besiddelse af”.

Så et godt råd: Lad os få styr på dette. Helst indenfor 14 dage efter ankomst. Lad os derefter lave indsatser, som vi konsekvent måler effekten af, og så lad os følge statistikkerne.

Med rapporten har vi nu eksakt viden om 37% (opsamlet data) og resten er kvalificerede skøn. Klart bedre end ingenting.

Vi ved:

At for 25 – 64 årige indvandrere gælder:

32% af asylansøgere har en uddannelse, som vi faktisk kan relatere til, heraf 18% en videregående uddannelse.

Mellem 41 og 70% af indvandrere der kommer fra Iran, Bosnien og Libanon har en uddannelse, efter de har været her i 19 – 25 år i Danmark, medens 21% af Syrere har en uddannelse efter 4 år i Danmark. Og her har vi ikke indbygget det, som rapporten nævner, at erhvervsfaglige uddannelser i Syrien er noget andet og derfor ofte ikke tæller i statistikken.

Vi ved også at uddannelse opnået i Danmark giver lettere adgang til arbejdsmarkedet. Har ministeren særlige indsatser i gang her for at lette adgangen til arbejdsmarkedet, som alle inkl denne rapport fastslår er adgangsbilletten til inklusion?

Vi ved også at uddannelse har lavere værdi for indvandrere fra ikke vestlige lande, særligt mændene. De arbejder ofte i job under deres kvalifikationsniveau (for mænd med videregående uddannelser er det 16% der arbejder under deres uddannelsesniveau, medens det tilsvarende tal for danskere er 1%) og de arbejder til lavere løn end danskere. Har du tiltag igang for at undersøge dette nærmere, og hvordan ændrer vi dette billede og øger incitamentet til at uddanne sig?

Jeg påstår stadig, at de der kommer hertil alt andet lige er de relativt (til egen befolkning) stærkeste og bedst uddannede. Og hvis ikke de har uddannelse, så vil de gerne have en. Eller supplere. Forskning viser dette fra andre lignende situationer. Tal fra styrelsen for forskning og uddannelse, der vurderer uddannelser, viser at ud af 2790, der fik deres uddannelser vurderet i 2016, var 536 fra Syrien. Hvorfor har vi ikke fået vurderet samtlige? Og sat det i system, og fulgt op på, hvordan vi fylder på og op? Når vi ved at problemet er stort, vi ved at uddannelse er vejen, hvorfor skaffer vi os så ikke viden om situationen?

Samtidig medgiver jeg, at som tiden går, og man vender sig til “systemet”, så kan det blive sværere. Derfor er tidlig indsats helt afgørende. For børnene og de unge handler det også om at indhente de år mange af dem har tabt i et skolesystem, der ikke har fungeret under den stadigt tiltagende krig.

Og vi ved at inklusion kræver arbejdspladser, der åbner sig og deltager i processen. Det kan politikeren ikke klare. Derfor er praktik og “føl ordninger” helt centrale. Man kunne jo f eks i alle offentlige indkøb lægge vægt på at virksomhederne havde indvandrere i praktik! Det kunne sætte skub i tingene.

Da vore forfædre engang byggede det samfund vi kender i dag, var der mennesker der havde en vision om at alle skulle med. Også de familier, hvor der var ringe uddannelse, hvis nogen. Også de familier, hvor sociale forhold satte deres præg på børnenes opvækst, og også de gruppe, som var overrepræsenteret i kriminalitets statistikker. De politikere insisterede på at alle skulle have lige muligheder. Det betød noget for hvordan man indrettede mange politik områder, og det er noget vi i dag er stolte af at være lykkedes med.

Skal vi lykkes med inklusion i Danmark, handler det både om indvandrere, udsatte danskere og alle os der er til Folkemøde. Vi er nemlig nød til at stille nye krav til hinanden, helt som i ’50’erne og ’60ere, og vi er nødt til forstå, at vores egen kultur og levevis altid har været i udvikling. Ja, nogle mennesker i Danmark drikker øl og snaps og spiser sild, det gjorde nærmest alle før it tiden, andre gør ikke. Ja, nogle mennesker i Danmark går i kirke eller rejser til udlandet hvert år, andre gør ikke. Flere nu end før vil bo i byer, andre vil ikke. Altså vi har mange variationer og traditioner. Men et er sikkert. I Danmark bygger vi et land med lov. Og den skal alle holde. I Danmark er vi et retssamfund, der er forpligtende bygget sammen med et større retssamfund, nemlig det europæiske fælleskab.

Og de værdier som vi her hylder sammen, som handler om frihed, demokrati og at de har rettigheder vi har som individer, herunder frihedsrettigheder, dem må vi aldrig lade nogen løbe med. Hverken de der tror på et sheria regime, eller de der tror på andre totalitære modeller.

Vi skal ikke leve med at mennesker der opvokser her, udvikler totalitære og ekstreme ideer. Vi skal kunne stole på hinanden. Ingen af de grufulde terror begivenheder, der har udspillet sig de seneste år, har haft flygtninge involveret. Men vanvittige mennesker vokset op i f eks Storbritannien, benyttede kaos til at slippe ind i Europa. Det må ikke ske. Og for at undgå det kræves fælles stærk efterretning, stærke ydre grænser, som kun vores Europæiske Union kan give os.

Inklusion handler om vilje. Begge veje. De der er ovenpå, og det er os med etnisk dansk baggrund alt andet lige, vi har serveretten. Ikke bare for indvandrere og flygtninges skyld, men for vores børn og børnebørn.