Hvad er lederskab? Spørg Churchill.

Stine BosseJeg havde fornøjelsen af at se filmen Churchill i lørdags. Hvilken fornøjelse. Både filmisk, skuespil og naturligvis indholdsmæssigt. Yderst levende historiefortælling, der ikke kan andet end at betage. Hvad nu hvis Churchill ikke var lykkedes? Hvad nu hvis Hitler ikke var blevet stoppet? Hvordan havde verden set ud?

Allermest fascineret bliver jeg af lederskabet. I denne uge var jeg en del af en eksamen på CBS i et fag, der hedder People and Network, og her blev jeg grundigt interviewet af de studerende. De spurgte blandt andet meget til lederskab. Hvad er lederskab? Hvad er afgørende for de valg, du har taget i dit lederskab?

Churchill giver svaret. Ledere ser noget, andre ikke ser. Ikke metafysik, men lederskab kræver slet og ret et særligt mod til klarsyn, og en evne til at overbevise. Det er også her ansvar træder særligt i karakter. For hvad hvis man ser forkert? Eller næsten værre – ikke ser?

Når en virksomhed sætter nye sejl og viser nye veje, er det naturligvis ikke alle, der ser mulighederne og perspektiverne. Det gælder ofte internt og eksternt. Men har man medarbejderne bag strategien, er man godt på vej. Som da Churchill tager undergrundsbanen for at tale med virkelige mennesker med virkelige liv. Her får han klarsynet og opbakning til at ville vinde.

Derfor er medarbejdernes repræsentanter i bestyrelser ganske vigtige – måske særligt vigtige i strategiske vejvalg. Kan de se ideen, kan de se visionen og nyskabelsen, er man godt på vej.

Ofte vil investorer være mere træge. Man ved, hvad man har, ti fugle på taget o.s.v. Her vil det alene være tid og tillidsopbygning, der tæller. Resultaterne vil være hélt afgørende, og tålmodighed er ofte en mangel. Men ikke en umulighed.

Rådgivere er ofte risikoaverse og ledere i organisationer er det næsten per natur, idet nye dagsordener skaber nye helte og det modsatte. Derfor bliver egentlig ledelse og lederskab ofte ensomt. Selvom man er en bestyrelse, eller en samlet ledelse. Der betrædes ny vej, og det er et følsomt tidpunkt i ethvert strategiskifte, idet det tager tid, før tvivl bliver vendt til succes. I Churchill tilfælde fem lange år.

Derfor er ledelse så spændende og så afgørende. Både for virksomheders liv og succes og for samfundets ditto.