Jeg er vild med DR – men det der ikke kan forklares, kan ikke forsvares.

DR_RGB_okt2015_RT1

Berlingske Business Blog, 19. august 2017

Vi har et stærkt og veldrevet Danmarks Radio. Det ville alle analyser ud fra fakta slå fast. Stigende seertal, mere ”airtime” for de samme penge, endda lidt færre penge og langt hen af vejen tilfredse kunder. Altså en succesfuld virksomhed, som vi kan være stolte af.

Dertil kan vi lægge, at det er en virksomhed som vi som samfund har mere brug for end siden før anden verdenskrig. Vi har brug for Oplysning af Borgerne om samfundet. Ikke som de gamle OBS-udsendelser, men som de nye, der går dokumentarisk bag om problemerne og giver os indblik, nuancer og modstandskraft overfor pop smarte udsagn, der alene har til formål at forføre os.

Så meget desto mere ærgerligt er det, at enkelte personsager får lov at skygge for reel oplysning og debat om institutionen. Senest sagen om fratrædelsen, der blev til en korttidsansættelse og med deraf intens debat om, hvorvidt DR bruger vores penge rigtigt. Sådan en sag er ”skøn”, for de der vil slagte DR, mest af politiske hensyn, for den er nem at kommunikere, udstille og håne. Og alle andre følger med.

Det hele starter med det, der egentlig er DR’s kerne virksomhed, nemlig kommunikation. En central topleder ønsker at fratræde, og i stedet for at være helt tydelig og præcis omkring det, der er aftalt, så ser det ud til, at man forsøger at være smarte. Problemet er, at hvis aftalen allerede ved indgåelsen synes svær at forklare, så skal man hellere lade være med at lave den. Hvis du ikke kan forklare, så kan du heller ikke forsvare. Simpel ledelses logik, som alle ledere møder før eller siden. Og lærer af. Det synes så ikke at være tilfældet her, og dét er det egentlige problem.

Ledelse er læring, i særdeleshed af egne fejl. Gentagelse er ikke muligt.

Særligt fratrædelser skal fortælles netop som de er. De bliver nemlig ofte anledning til rygter og fortolkning. Der er ikke rigtigt og forkert, men alene spørgsmålet om man kan forsvare den aftale, der indgås. Store fratrædelses godtgørelser, der er aftalt i kontrakter længe forud, er imidlertid i dag blevet sjældnere. Selv modtog jeg 1,5 års løn, svarende til løbetiden af min konkurrenceklausul, da jeg opsagde min stilling i Tryg, men efterlod optioner på et betydeligt større beløb. Alt sammen helt i henhold til ”gammel” kontrakt.

Egentlig skal man ikke pr. automatik være alt for tilbageholdende med at give f eks 12 – 18 mdr løn, af den simple grund, at topjob er job, hvor man særligt har brug for folk der kan sige fra. Der er brug for at topledere tør have egne standpunkter. Desuden må enhver kontrakt ses i sin helhed, for at bedømme rimeligheden. Hvorvidt DR kontrakter opfylder dette kan jeg ikke tage stilling til.

Er aftalen íkke en del af den eksisterende kontrakt, som jeg må forstå er tilfældet i DR, skal man være endnu mere varsom. Ja, jeg vil egentlig sige helt undlade, at fortsætte ansættelsen på tilsvarende løn eller særligt honorere personen. For det vil altid se underligt ud. Hvorfor vil en person fratræde og blive alligevel? Hvorfor skal der pludselig betales særligt fordi personen opsiger? Det kan naturligvis let give anledning til spekulationer, og det er præcis det man skal undgå.

Tilbage står nogle særdeles dygtige mennesker. Forpjuskede. Og det er i sig selv slemt. Men endnu værre for os alle sammen, står DR nu som en institution, der klarer sig bedst ved politisk indblanding. Intet kunne være mere forkert. Lad os håbe at en eklatant fejl ikke udløser en samfundsmæssig katastrofe. Nemlig hvis politikerne direkte kan blande sig i DRs drift. DR tilhører det danske folk og må vedblivende være hélt politisk uafhængige.