Skal topledere mene noget om verden?

_95A4627Der kan tales for og imod. I Danmark er det forbundet med megen bekymring blandt ledere, at skulle give indspark i den stående debat. Det gør både debatterne ringere og det fjerner vigtige pointer fra at blive politisk bearbejdet.

Topledere ser sammenhænge, ricici og muligheder, som debatterne ofte udvikles af, ligesom det er befriende, når en tømrer, sygeplejere eller butiksassistent deltager. Debatter, hvor der kastes lys på fællesskabets gensidige afhængighed savnes, og mange debatter ender med kedelig “politisk” mudderkast, istedet for opbyggelige dialoger om emner af almen interesse og hvor egentlige løsninger kunne forme sig ud af debatten.

På de sociale medier kan man opleve lidt af dette, men det savnes generelt i de elektroniske medier. Og det er da heller ikke uden grund. Sålænge det ikke er almindeligt at topledere blander sig, er det risikabelt, og noget hvor man må overveje, om man vil løbe risikoen.

Personligt har jeg mødt spørgsmålet to gange, men mine semi politiske meninger er sikkert blevet diskuteret ofte. “Kan man det, skal man ikke være helt blå, for at være topleder eller en del af en topledelse?” “Kan man virkelig mene at omfordeling i et samfund er vigtigt, hvis man er topleder?”

Med de seneste udviklinger i både UK og US, er det blevet mere tydeligt, hvorfor omfordeling, tryghed i befolkninger og oplysthed fint kan gå hånd i hånd med at være topleder og en del af en topledelse, og hvorfor netop det modsatte kan vise sig at være vanskeligere over tid.

Jeg indrømmer det gerne. Jeg havde nær fået kaffen galt i halsen, da jeg lyttede til Saxo Banks økonomiske analytiker, som pludselig forstod både Marx og andre tænkere i den bold gade, og som mente man var nødt til at forstå de nutidige politiske strømninger gennem disse optiker.

Mange topledere er faktisk optaget af befolkningers vé og vel, og hvis ikke før så efter #brexit og valget af Trump, har mange fået øjnene op for at et samfunds evne til at hænge sammen er vigtigt for erhvervs livets grundforudsætning for sund udvikling, nemlig fred og stabilitet. Jeg har set mange topledere og ledelser være optaget af lighed. Ja, faktisk netop det. Og var man ikke optaget af det før, så har SDG målene understreget, hvorfor vi bør være optaget af netop dette.

Relativ lighed i lande og mellem lande er nemlig basis for udvikling eller fastholdelse af fred og sikkerhed. Denne grundforudsætning er ikke ny. Den er helt oppe på lystavlen i alle virksomheder, der arbejder med udvikling af deres forretning udenfor de mest “sikre” områder, som også er der de mest velhavende. Sådan hænger det sammen. Kald det politisk risiko, eller bare risiko for store omvæltninger. Det kommer ud på et.

Derfor er det for mig helt åbenbart at topledere bør blande sig i den offentlige debat. Og lad os nu være ærlige. Det gør de fleste allerede. Om det er på Folkemødet i Danmark eller om det er ved deltagelse i FNs generalforsamling i New York. Det kommer ud på et. Vi er der. Vi mener noget og vi søger at påvirke noget. Ikke i partipolitisk forstand, men i forhold til rammebetingelser. Altså f eks som SaxoBank, der nu mener at relativ lighed betyder noget, eller når Vestas mener noget om klima, eller når jeg mener noget om Europa og EU.

Det paradoksale er imidlertid, at “disruption” i politisk forstand, faktisk er det samme som revolution, som rangerer meget højt i den klassiske klarificering af politisk risiko. Det lyder lidt mere business agtigt og kan derfor forveksles med noget positivt, men “politisk disruption” er helt fundamentalt noget, der udfordrer vores kendte landskaber for at drive forretning.

Derfor er der ingen grund til ikke at være med i debatten. Der er ikke grund til at holde sin viden væk fra offentligheden, tværtimod. De fleste er nemlig i dag helt med på at virksomheder skal have gode betingelser, at arbejdsplads skabelsen er helt afgørende for et samfund i trivsel, og at distribution af ressourcer (omfordeling) er en relevant diskution i en tid hvor vi kan se robotter og digitalisering tage opgaver fra os mennsker.