Velfærd skal forandres for at bevares

ÅbningstaleDebatindlæg bragt i Fyens.dk den 10. juli 2017.

I Danmark bruger vi vores fælles ressourcer på mangt og meget. I enhver kommune prioriteres, omfordeles og reorganiseres, alt sammen for at få mere ud af mindre. Skatteskruen har for flertallet nået et punkt, hvor der ikke er meget mere at skrue på, og udgifterne til ældreomsorg og sundhed er relativt stigende pga. alderssammensætning og teknologiske muligheder. Denne kombination giver nye udfordringer, som faktisk har været kendt i hvert fald siden Velfærdskommissionen kom med sin rapport i 2005. Altså i 12 år.

I tillæg har vi nye opgaver som samfund pga. det stigende antal flygtninge i verden, som vi naturligvis ikke, som en af de allerrigeste nationer i verden, kan vende ryggen til. De bæredygtige og langsigtede løsninger i forhold til tilstrømningen skal naturligvis søges i det forpligtende europæiske fællesskab. Det handler om sikre ydre grænser. Det handler om fordeling af flygtningene mellem landene, og det handler om sikker returnering af de, der ikke er flygtninge, men migranter. Alt sammen noget, jeg håber vores integrationsminister og udenrigsminister har fuldt fokus på, idet vi som lille land, også selv om vi står udenfor asylpolitikken, faktisk kan spille en væsentlig rolle. Hvis vi vil. For at løse flere af disse udfordringer i forhold til den måde, vi har tænkt velfærd på, skal der tænkes nyt mange steder. Og vi skal se efter ressourcer og nye løsninger på alle hylder.

Det starter i kommunerne, hvor et regeltyranni og en detailstyring gør det næsten umuligt at frigøre ressourcer og skabe helt nye løsninger for borgerne. De bedste kommuner er godt på vej, men møder forhindringer på deres vej,  fordi Christiansborg-politikerne efter kommunalreformen ikke har kunne holde fingrene væk fra regelstyring mest drevet af enkeltsager eller lysten til ofte i sommerferien at trække nogle stærke overskrifter i dagbladene. Der burde åbnes betydeligt mere for det lokale selvstyre. Gerne ledsaget af en professionalisering af de politisk valgte, således kunne der skabes rammer for bedre beslutninger. Rammestyring skal tilbage, og 10.000 af regler kan fjernes.

I kommunerne mener jeg, at helt radikal nytænkning er på sin plads. Vi er alle som borgere afhængige af, at der findes nye veje for daginstitutioner, ældrepleje, uddannelse og nye løsninger for socialt udsatte, inklusivt inklusion. Flere af disse udfordringer kunne samtænkes og betyde nye miljøer, flere hænder og højere kvalitet. Hvis vi vil.

For at gøre det muligt for samfundet at optage nye borgere på arbejdsmarkedet og inkludere alle danskere på samme skal vi turde eksperimentere mere med indslusningsløn, praktikpladser og social økonomisk virksomhed. Det skal være en borgerret at medvirke i vores samfund. Det handler ikke om tvang eller mistro, men om en ret til at være med. Om en viden om, at det at bidrage skaber sammenhæng og fællesskab, som er helt nødvendigt. Dette skal ses i sammenhæng med eksperimenter, hvor borgerløn erstatter bureaukratiet og formynderiet, der pt. hersker omkring kontanthjælp og andre sociale ydelser.

Endelig skal der en kæmpe uddannelses- og sprogsatsning på banen. Også her skal der startes i institutioner og skoler. I tillæg skal alle, der kommer hertil, indenfor 14 dage efter ankomst på intensiv sprog- og kulturskole, hvor basale elementer omkring vores samfund blandes med træning i dansk. Alle der bor i Danmark med anden baggrund end dansk, skal have kortlagt deres sprogkundskaber, og i tilfælde af mangler opgraderes i dansk mm. Alle fremmedsprogskundskaber skal tælle med i kortlægningen af danskernes sproglige færdigheder, og der skal satses på dansk, engelsk og ét sprog mere.

Nytilkomnes uddannelser skal naturligvis registreres (er ikke sket siden 2004) umiddelbart, og der skal lægges plan for job og eller uddannelse. Dette skal foregå i kommunerne, som har interesse i at få det lokale samfund til at fungere. Hvis det er nødvendigt for at få tingene til at fungere, skal omfordeling i skoler, daginstitutioner og over tid i boligområder, naturligvis være muligt. Alle disse tiltag, og sikkert endnu flere, skal til for at sikre vores børn, unge og ældre en værdig tilværelse i bedre harmoni end den, der tegner sig i dag.

Hvis vi vil, kan vi.