Derfor bliver 2020’erne det vigtigste årti siden Anden Verdenskrig

 Kategori EU

Udgivet af Altinget den 20. januar 2020

KRONIK: Klimaforandringerne, flygtningestrømmene til Europa, et bedaget forsvarsforbehold, en truet persondatasikkerhed og social dumping. Det er de største EU-udfordringer, som skal løses nu, hvis vi ønsker et fredeligt samfund i fremtiden, skriver Stine Bosse.

 

Af Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

Der står fem store udfordringer foran os i denne del af verden. De er slet ikke nye, men de har vokset sig så store og komplekse, at kun betydelige fælles indsatser, der ikke bliver gratis, kan løse dem. Øverst står klimaudfordringerne.

De er nu så tydelige og dagsordensættende, at ingen partier i vores oplyste del af verden hverken kan eller tør se bort fra dem længere. At vi i Danmark fik en klimalov, er godt. At vi tog nogle omdømmestik hjem, var vigtigt. Men helt afgørende for sagens substans, nemlig en hurtig reduktion af vores CO2-udledning, bliver udfyldningen. Hvordan?

Dette vil man også se efter i resten af EU, og derfor må vi håbe, at ansvarligheden holder. Her må vi glæde os til at se Radikale undgå den gamle gryde, hvor for stejle holdninger til tilbagetrækning banede vejen for mere DF.

Det er nemlig risikoen, når der dækkes op ved forårets forhandlingsborde. Tilbagetrækning og klima. Begge områder har brug for brede flertal, og DF skal ikke gives nogen mulighed for at obstruere sunde, langsigtede løsninger.

National politik er ikke længere kun national, hvis det nogensinde var det, og Danmark kan virkelig vise en vej, som Socialdemokraten Timmermans kan bruge.

Man kan ikke negligere båndene mellem det ekstreme højre i Danmark, PiS i Polen og Orbán i Ungarn. Der er interesser, der kalder sig nationalkonservative, men som egentlig er ganske internationale, og som er alt andet end socialdemokratiske eller progressivt liberale, og som, hvad enten de fastholder begrebet ”klimatosser” eller holder sig udenfor EU’s klimaambitioner, har samme retning.

Balancepunkterne ligger mellem kort og lang sigt på den ene akse og økonomi og bæredygtighed på den anden. Da klokken for alvor er tæt på at ramme sidste slag, må vi håbe, at politikerne er modige og lytter til de generationer, der først og fremmest skal have en beboelig klode at se frem imod.

Manglende støtte til migranter skal have økonomiske konsekvenser
Næste store udfordring er mennesker. Mennesker, der vil flytte sig. Nogle på decideret flugt fra krig eller forfølgelse, andre for at få et bedre liv for sig selv og deres nærmeste. Mette Frederiksen har grebet den seneste EU-Kommissions forslag og på nær et punkt gjort det til sit.

Det er faktisk godt, både fordi det var og er gennemtænkt og gennemarbejdet, men også fordi det faktisk fastholder en human tilgang til en meget vanskelig krise, der kan få det værste frem i mennesker. Noget, vi for eksempel så, da Kenneth Kristensen Berth foreslog at skyde mod migranter i Middelhavet.

Det springende punkt er og bliver fordeling af dem, der måtte opleve at få asyl efter fælles EU-regler og blive behandlet i et fælles EU-system med opsamling uden for eller på kanten af EU’s ydre grænser. Som med alt andet fællesskab er en deling af opgaven den eneste fair vej.

Men her tror jeg, at vi vestlige EU-lande ramte forbi i 2015, og at højrestrømningerne vil få endnu bedre fat, hvis dette blev sat på spidsen. Så løsningen hedder frivillige ordninger kædet sammen med de økonomiske rammer, vi giver hinanden; læs:

Det må have en økonomisk konsekvens ikke at bidrage eller med omvendt fortegn at bidrage til løsningen af denne opgave, som også indbefatter en stor økonomisk indsprøjtning til landene, der migreres fra.

Forsvarsforbeholdet hører en anden tid til
Vores fysiske sikkerhed er ikke, hvad den har været i Europa. Eller rettere: Truslerne er ændret i styrke og form, samtidig med at vores værn er svækket af mere nationalisme. Det bliver så tydeligt, når snakken falder på forsvar, at mens tidens store magter tegner sig mere og mere tydeligt i to lande, Kina og USA, så er den tredje mulige magt, netop fordi den er en samling af lande, umiddelbart svækket af nationale tendenser.

Det holder ikke i det næste årti, og vi bliver nødt til at se vores geopolitiske muligheder og trusler i øjnene. Presset fra Mellemøsten og det afrikanske kontinent kræver et samlet europæisk svar. Krigen i Syrien er blot det nyeste eksempel, hvor vi på grund af egen svaghed og mangel på en egentlig flertalsbestemt udenrigs- og sikkerhedspolitik har deponeret vores oplevede sikkerhed i forhold til særligt flygtningestrømme hos et totalitært tænkende statsoverhoved, Erdogan.

Øst på har vi så Putin, som bestemt heller ikke går af vejen for stormagtsdrømme, og som gerne infiltrerer i europæiske indre anliggender. Se blot Storbritanniens skæbne. Den skæbne, som også har skæbnesvangre udsigter til at handlingslamme os andre, hvis ikke vi griber de positive geopolitiske muligheder og for eksempel styrker vores fælles forsvar.

Det vil sige lever op til det, som først Obama (på en betydeligt mere diplomatisk måde) og senere Trump bad os om. Men også styrker vores relation til Den Afrikanske Union – det er nok ikke tilfældigt, at Kommissionens Ursula von der Leyen besøgte netop lande i Afrika og Unionen på sin første rejse uden for Europa. Det er og bliver en blanding af hard og soft power, der skal til for at beskytte vores værdier.

For er det ikke netop vore europæiske værdier, vi må beskytte? Hvad er der ellers? Javel, overlevelse i materiel forstand, men vi er længere i dag i den vestlige verden. Vi har demokratier og menneskerettigheder, som danner det grundlæggende for vores måde at leve på i frihed, velstand og velfærd.

Det er det, mennesker i for eksempel Hongkong ønsker sig, her hvor Kinas nye magtposition i verden kaster lange skygger. Det er det, Putin end ikke har overvejet at levere til sine borgere, og det er det, Mellemøsten kæmper med eller mod alt efter standpunkt. Sikkerhed kommer også indefra i et fællesskab, og her kan vi roligt løfte blikket. Det, der foregår i Polen og Ungarn, vedkommer også os.

Det vedkommer os så meget, at vi bør afkræve vore danske politikere i Folketinget og i Europa-Parlamentet klare svar på deres stilling til dette. Det er nemlig ikke blot et spørgsmål om mere eller mindre national følelse, flere eller færre skatter og lignende.

Nej, det er selve det konstitutionelle grundlag, der er på spil. I EU deles magten i landene, fastslået i vore forfatninger. Vi lever nemlig i frie demokratier. Vil disse lande ikke leve op til det, og kan de alligevel forblive i EU, så står ladeporten åben for dannelse af totalitære regimer, som vi kendte dem på vore kanter indtil Murens fald.

Da vores samlede fysiske sikkerhed ser helt anderledes ud i dag end for blot få år siden, er det også helt afgørende, at vi danskere får rig mulighed for at debattere og får indsigt i, hvad vores efterhånden bedagede forsvarsforbehold betyder.

Det er ikke baconpriser eller barselsregler, vi her taler om, nej, det er vores sikkerhed. Vi kan kun appellere til, at forsvarsminister Trine Bramsen vil vise mod og beslutsomhed og åbne op for mere offentlig debat om dette emne.

Fremtidens våben har ikke et geværløb
Vores sikkerhed på nettet og i den digitale verden er på samme måde helt centrale emner, der kalder på fællesskab og samarbejde. Det strækker sig fra persondatasikkerhed og til sikkerhed for, at der er lys i lampen, varme i husene og operationsdygtige hospitaler, for blot at nævne noget af den kritiske infrastruktur, som i et ubevogtet øjeblik kan gøre al tidligere set ”krig” overflødig.

At vågne op til et udskiftet ”system” uden blodsudgydelse er den ubehagelige nye risiko, og den er bestemt ikke mindre indgribende eller absolut.

Social dumping skal bringes til ophør af EU
Det sidste område, jeg vil nævne, er det sociale område. Ikke som i en fælles velfærdspolitik, nej, som i tiltrængte minimumsstandarder på området for for eksempel løn. Dette område er kontroversielt i Danmark, hvor vi gennem mange år har opbygget en god model for forhandlede løsninger.

Den skal vi naturligvis stole på kan bestå, og samtidig se værdien i, at lande uden ordnede forhold for arbejdstagere, kommer under nye rammer, og at vi bidrager på solidarisk vis til at sikre et minimum.

Store uligheder og grov udnyttelse af arbejdskraft har altid medført spændinger og uro. Det har vi set efter finanskrisen, og det er derfor, at Kommissionen har taget skridt i denne retning. Med respekt for det, der fungerer, må vi håbe, at fællesskabet også viser sig i stand til at regulere minimumsindkomstniveauer på linje med andre arbejdstagerrettigheder i EU.

Det skal der til for at langtidssikre et indre marked, et stabilt fællesskab, et mangfoldigt værdifællesskab og et fredeligt samfund. Det næste årti bliver sandhedens time for Europa og for EU. Alle involverede, og særligt regeringerne i Europa, skal kontinuerligt mindes om, at vi aldrig har haft mere brug for fælles løsninger.

Lad os ikke i stikken.

Seneste indlæg

Start typing and press Enter to search