Min mor formede mit udsyn

 Kategori EU, Globalisering, Mit liv, Politik

Stine BosseBidrag til bogen Tak skæbne! 

Hendes mors indtrængende ord foran FN-bygningen i New York blev rygraden i erhvervsleder Stine Bosses syn på verden.

Det føltes, som om de høje bygninger faldt ned i hovedet på mig. Det var i 1970, jeg var 10 år og ikke vant til skyskrabere som dem i New York.

Min mor og far havde taget mig med på rundrejse i USA, en fantastisk tur, men det, der stadig står lysende klart for mig, var, da vi drejede om et hjørne og pludselig så FN-bygningen rejse sig foran os. Min mor tog min arm.

”Nu skal du lytte til, hvad jeg siger. Det er vigtigt,” sagde hun.

Og så gik hun i gang med et følelsesladet foredrag. Min mor var engelsk og voksede op som krigsbarn i London. Rædslerne martrede hende livet igennem, men lærte hende også vigtigheden af en organisation som FN. Hun var overbevist om, at den var eneste håb for en fredelig verden. Og hun troede fuldt og fast på nødvendigheden af kendskab og samarbejde på tværs af landegrænser og kulturer. Tredje Verdenskrig ville ikke blive vertikal, men horisontal – den ville foregå imellem os, ikke som to parter mod hinanden – mente hun. Netop derfor var det så vigtigt at forstå hinanden.

Alt dette fortalte hun mig om den dag foran FN-bygningen, og hendes ord og passion satte sig i mig. Jeg har hele livet været optaget af internationale forhold, af migration, af livsforhold i andre lande og af at leve ordentligt med hinanden, og kimen blev lagt lige dér. Det har helt sikkert også påvirket mig mere ubevidst, at min mor aldrig følte sig hverken helt engelsk eller helt dansk, men altid forsøgte at forene de to kulturer. Jeg ser en lige linje fra hendes ord til mit arbejde i dag for at få os til at arbejde sammen frem for væk fra hinanden – det gør jeg især som formand for Europabevægelsen og som en af ambassadørerne for FN’s bæredygtighedsmål for 2015.

Flere har spurgt mig, hvorfor jeg dog vil bruge mine kræfter på EU – i manges øjne et døende projekt. Der er det netop billeder og ord fra den dag foran FN-bygningen, der kommer frem. Og det er dem, jeg støtter mig til, når arbejdet er besværligt.

Man kan selvfølgelig ikke føre alle livsvalg og udviklingen af hele sin personlighed tilbage til et helt specifikt punkt, men jeg tør godt konkludere, at min uforfærdede natur, mit behov for at råbe op – også om det upopulære – og aldrig at dukke mig, i høj grad er et produkt af lige nøjagtig den oplevelse med min mor. For den gav mig et særligt udsyn, hvor det er grundlagt i mig, at man ikke tager parti for nogen. Man hopper ikke blot på de mest nærliggende konklusioner og fordømmelser, selvom det er svært ikke at gøre det i denne terrorramte tid. Man kigger bag ved det, der foregår, og sætter tingene ind i en bredere sammenhæng. Det er præcis det, FN arbejder for og har gjort til en bærende værdi i verden.

Når det til tider kniber med dialog og samarbejde på tværs af lande, så glæder jeg mig over, at både EU og FN findes. Det gjorde de ikke før og under Anden Verdenskrig, og for mig er der kun dialogvejen – det lærte jeg første gang af min mor i New York.

 

 

Seneste indlæg

Start typing and press Enter to search