Nationale interesser bremser EU’s klimaambitioner

 Kategori EU, Klima, Politik

Udgivet af Altinget den 23. oktober 2019

DEBAT: EU må gå forrest, hvis klimakrisen skal løses i tide. Men nogle medlemslande mangler økonomisk bistand og mere fælles lovgivning for at kunne komme i mål, skriver Stine Bosse, formand for Europabevægelsen.

Af Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

I EU bor knap 500 millioner mennesker, fraregnet briterne. Vi er gennemsnitligt verdens mest veluddannede, oplyste og velhavende population. Senest har vi markeret, både ved nationale valg og ved valget til Europa-Parlamentet, at vi borgere vil have løsninger på den alvorligste af alle kriser: klimakrisen.

Der påhviler derfor både nationale ledere, Europa-Parlamentet og Kommissionen et særligt og meget stort ansvar for at finde løsninger. Og her skal alt i spil. Innovation i virksomhederne og opmuntring hertil, strammere rammer for udledning og store investeringer i samfund, som kræver nye skatter – eller omprioriteringer.

I den tiltrædende Kommission ser Frans Timmermans ud til at komme til at sidde med det nye ansvar for klimaløsninger. Det vil kunne gøre en helt særlig forskel, hvis han får opbakningen fra alle medlemslandene til at sætte en ambitiøs klimakurs for EU. Og endnu mere, hvis landene samtidig gør alt, hvad de selv kan.

Energiunionen skal have central rolle
Det bliver ikke enkelt, men energiunionen må tilbage på dagsordenen som et centralt instrument for at speede arbejdet op. Tyskland og Polen bør gå i gang med for eksempel at genoverveje kul (det bliver de ikke lykkelige for), mens for eksempel Grækenland må presses til mere sol og vind, elfærger og så videre.

Alt sammen tiltag, der kræver en økonomi, de ikke har. Derfor bliver omfordeling eller offentlig funding et væsentligt emne i klimadebatten.

Vi ved allerede, at hvis energiforsyningerne var effektivt forbundet i hele EU, og hvis vi kunne optimere alene efter laveste udledning, ville vi være næsten i mål. Så ingen kan påstå, at ambitionerne for klimaet er umulige at opfylde. Forhindringerne er de klassiske nationale interesser og økonomi.

En investering i for eksempel omstilling af kul kan være den bedste i forhold til effekten af investerede euro. Men hvordan skabes denne omstilling gennemsigtigt, retfærdigt og effektivt? Det er ikke enkelt, men redskaber som brug af strukturfonde, fælles lovgivning (direktiver), energi-innovationsfonde og deciderede stramninger i regler for udledning fra for eksempel biler må findes frem i værktøjskassen. Så kan vi godt lykkes med vores ambitioner for klimaet.

Ingen klimaløsning uden Europa
Uden en løsning i Europa er det svært at se, hvor klimaløsningerne skal skabes. FN er decideret uegnet til det. USA kommer næppe til at tage et globalt orienteret initiativ, Kina heller ikke. Som med mange standarder inden for fødevaresikkerhed og miljø, så er EU udgangspunktet for en tænkning, der sætter borgerne først.

Mange vil ønske sig mere, men få kan anvise stærkere forkæmpere for borgerne noget andet sted i verden. Vi har ikke mange flere år at øve os i. Inden valget af ny Kommission om fem år skal klimakrisen være løst.

Vel at bemærke på et helt andet, mere håndfast og forpligtende niveau end nogensinde tidligere set i Europa. God arbejdslyst til os alle – ikke bare til politikerne. For uden pres fra os borgere vil en løsning have en tung gang på jord. Sådan er politik, også i EU.

Seneste indlæg

Start typing and press Enter to search