Samarbejde i Europa

 Kategori EU, Ledelse

Samarbejde i EuropaVi lever i en lille og åben økonomi, som er helt afhængig af andre lande, særligt landene i EU. Mere end 85 procent af al lovgivning på erhvervsområdet kommer i dag fra EU. Derfor må det også undre, at vi er så tilbageholdende med vores engagement i EU. Desværre er det ikke et dansk fænomen, men en europæisk præmis, at de nationale politikere bebrejder EU for alle de ubehagelige ting, mens de gode ting, som EU faktisk betyder for eksempelvis Danmark, nedtones. Når det er værst, tager man æren for ny lovgivning, der egentlig stammer fra EU. Det er et stort demokratisk problem, som bør løses over de næste ti år. Der er slet og ret for lidt fokus på, for lidt forståelse for og for meget populistisk spintænkning i forhold til dette projekt.

Sagen om lakridspiberne, der verserede i sensommeren 2013, er et mønstereksempel på, hvad der sker, når en EU-sag går i populistisk selvsving. Et medlem af Europa-Parlamentet, der ikke er tilhænger af EU, havde i hele det omfattende forarbejde til EU’s tobaksdirektiv fundet en kommentar fra et parlamentsmedlem om, at man burde afskaffe slik, der ligner tobaksvarer. Herunder lakridspiber. Dette slås stort op, og hele den danske presse bider på. Ikke én dansk politiker tør gå ind i lakridspibe-krigen, og tingene sættes først rigtig på plads, da EU-kommissær Connie Hedegaard fredsommeligt sætter tingene ind i deres rette perspektiv. Sagen handler om en begavet frækhed, der forfører folk, så danskerne fremstår totalt naive. Problemet er, at ingen efter en sådan sag rigtig har lyst til at indrømme naiviteten. Operationen lykkes, og budbringeren fremstår som helten, der reddede de danske lakridspiber fra EU’s vanvittige regeltyranni. Hvis man er seriøs aktør i dette miljø, må man skamme sig på Danmarks vegne. Jeg ved ikke, om pressen gør det.

Vi ved, at cirka 500.000 danske arbejdspladser er direkte knyttet til eksport til andre EU-lande. Det er derfor meningsløst at tale om vækst og behov for vækst uden at involvere vores relation til EU. Det er alene på grund af den populistiske EU-skepsis i både Danmark og andre EU-lande, at landspolitikere ikke tør tale om virkeligheden. Lufter de deres tiltro til EU, eller taler de ligefrem om mere EU, så risikerer de at gå tilbage i meningsmålingerne.

Et vigtigt gode, som EU har muliggjort, er mobiliteten over grænser. Vi kan kun opkvalificere vores unge, hvis vi sætter dem ind i en europæisk eller måske global virkelighed. Hvor ligger de bedste universiteter? Hvor kan de unge skabe internationale kontakter, og hvordan kan vi tilskynde dem til at dygtiggøre sig også uden for Danmark? Det så den tidligere regering, da man tillod SU’en at følge med de unge ud til de øvrige EU lande. Ja faktisk endnu længere ud i verden.

Endnu et område er terrorbekæmpelse og bekæmpelse af international kriminalitet, særlig cyberkriminalitet. Det er en fysisk umulighed for Danmark at tilbyde borgerne et sikkert samfund på disse to desværre relevante områder, uden at vi indgår i et tæt internationalt samarbejde. Det giver sig selv, at disse områder ikke kender landegrænser, og at et internationalt samarbejde er helt centralt.

Sidst, men ikke mindst, er fødevaresikkerhed i dag tæt forbundet med EU. Vi lever jo i høj grad af at levere sunde fødevarer ud af Danmark, og i den forbindelse er det ikke de danske fødevareregler, der viser vejen – nej, det er naturligvis EU-reglerne, der sikrer os et stort, relevant nærmarked og samtidig beskytter os mod ringe fødevarer.

Med vores relativt lille og helt åbne økonomi burde vi være dem, der gik forrest for mere EU. Ikke nødvendigvis sådan, som vi kender institutionerne i dag, men i en moderniseret form. Meget kunne ledes langt mere effektivt og åbent og med mere respekt for det direkte demokrati.

Hvis vores samfund ikke skal lukke sig om sig selv og blive et frilandsmuseum, så skal vi sætte vores standarder højt inden for både miljø, klima, sikkerhed på arbejdspladserne og sikkerhed omkring produkterne. Det er ikke altid, vi kan lide disse standarder, men det vil i sidste ende være dem, der vinder. En stadig mere oplyst middelklasse over hele verden vil nemlig i stigende grad efterspørge høje standarder, og vi skal naturligvis være førende på disse områder. Allerede i dag er det svært at afsætte kvalitetsprodukter i Kina, hvis de er produceret i Kina. Kineserne tror ikke selv på kvaliteten. Det forhold skal vi blive gode til at udnytte. Vi skal være tro imod det, vi i generationer har skabt, nemlig sikkerhed, troværdighed og et godt omdømme. Og vi skal lade være med at trække rullegardinerne ned og tro, at blot det, at vi hejser det lille, smukke Dannebrog bag ligusterhækkene, i sig selv vil føre til velstand og velfærd. Der skal mere til.

At sætte høje standarder og være tro mod vores værdier kan vi ikke gøre alene i Danmark. Det kræver en fælles indsats i EU. Erhvervslivets interesseorganisationer – og her inkluderer jeg fagbevægelsen – bør gå stærkt ind i dette arbejde for at sikre ikke bare et fortsat stærkt medlemskab, men også en udbygning af samarbejdet, for kun gennem vores engagement sikres det, at vores forslag til forbedringer af systemet høres.

Som et lille, respekteret land (den med lakridspiberne håber vi, de glemmer) har vi alle chancer for at præge og påvirke. De store lande (Tyskland, Frankrig og Storbritannien) har ofte netop fundet kompromiser ved at lytte til de små. Vi opfattes stadig som en del af EU’s kerne, fordi vi har været med længe, og derved har vi en helt særlig status og mulighed for indflydelse. For eksempel er en dansker repræsenteret næsten dobbelt så stærkt som en tysker i Parlamentet. Vi har flere medlemmer per indbygger end tyskerne, og vi får en slags indflydelsesrabat, fordi vi er et lille land. Men hvor længe vil disse regler gælde? Og er det noget, vi taler om og værdsætter? Måske ligefrem udnytter?

‘Samarbejde i Europa’ er et uddrag fra min bog Bossen, der er udgivet på Gyldendal Business.

Seneste indlæg

Start typing and press Enter to search