Soloræs blandt EU-lande vil føre os mod bunden

 Kategori EU, Politik

Udgivet af Altinget den 27. marts 2020

DEBAT: Der skal fælles løsninger til fælles problemer. Og coronakrisen og dens økonomiske hærgen er ingen undtagelse. Når vi tænker på andre, hjælper vi os selv, skriver Stine Bosse. 

Der er alt på spil for os alle sammen for tiden. Forskning, fakta og politisk handlekraft i flere niveauer vil bringe os helskindede ud på den anden side.

I Europabevægelsen tror vi på fælles løsninger på fælles problemer. Og coronakrisen og dens økonomiske hærgen er ingen undtagelse.

Vi må naturligvis skærpe samarbejdet i hele verden. Det kræver strukturer, alarmsystemer og forpligtende samarbejder, hvor man kan bevare tilliden på basis af fælles kontroller.

For os i Europa starter det naturligvis med et fokus på EU’s systemer og mangel på samme. Der skal stilles skarpt på Den Europæiske Union med hensyn til de kollektive sundhedstrusler som epidemier og pandemier.

Det må stå soleklart efter de seneste 14 dages mareridtsagtige udvikling, hvor vi retrospekt kunne have ønsket os meget mere af et forpligtende varslingssystem.

Senest har vi set en rapport fra GPMB, en uafhængig international tænketank. Den ser netop på disse relativt nye gigantiske globale sundhedsudfordringer og viser, at risikoen for netop pandemier ikke bare er “rød lampe” men “blinkende rød lampe”.

I “kampens hede” er det nemt at overse, at sundhed aldrig har været et EU-anliggende. EU-kommissæren for sundhed kaldes ofte lidt overbærende og smilende ”kommissæren uden ansvarsområde”, og når politikere som Sofie Carsten Nielsen (R) har foreslået fælles EU-politik på sundhed, er det blevet hældt ned ad brættet som EU-republikansk sludder.

Men en løsning ligger lige for. EU’s agentur på området, ECDC, bør naturligvis udstyres med en advarselslampe på størrelse med Eiffeltårnet. En alarm skal gå direkte til alle nationale ledere og Kommissionen, og ét fælles regelsæt skal forpligte landene til en koordineret indsats.

I starten af marts talte ECDC (alle rapporter ligger offentligt tilgængelige på nettet) nemlig højt om coronaepidemiens følger og særligt risikoen for sundhedssystemernes kapacitetsproblemer. Måske var man samlet og drøftede dette mellem sundhedsministrene i EU. Vi ved det ikke.

Med fordel kunne man også bede EU-Kommissionen se på resultaterne af RescEU og tage inspiration herfra. Under RescEU hjælper landene hinanden på forpligtende vis, med for eksempel brandslukningsudstyr i tilfælde af skovbrande.

Ved hjælp af den type samarbejder kunne vi naturligvis med rettidig omhu koordinere i forhold til opkøb af medicinsk udstyr. Kommissionen har nu vedtaget en pakke, så man kan opkøbe medicinsk udstyr fra Asien, hvor produktionen i reglen foregår, og naturligvis billigere, end hvis vi handlede hver for sig.

Men EU skal være foran hækbølgen i disse situationer. Vi skal have et beredskab til for eksempel at levere medicinsk udstyr til de lande, der har behov.

Vi kan med fordel også se til fødevareområdet. Her har vi som bekendt allerede fælles myndighed og en meget stærk CE-mærkning, bygget på fælles regler, som vi alle følger, og som verden misunder os.

Havde virussen været fødevarebåren, var den formentlig stoppet af den fælles EU-kontrol. Det skal stå tydeligt, at dette ikke er et forslag om at ændre på myndighedsforholdene, blot et forslag om en effektiv overbygning til håndtering af sygdomsspredning, der krydser grænser og truer os.

Dernæst står og falder vores evne til at håndtere denne krise med et stærkt lederskab. Det har EU mere end nogensinde brug for. Mette Frederiksens handlekraft og mod tjener i den sammenhæng til inspiration i lande såvel som i vores Union.

Som hun så rigtigt sagde det: “Vi kan ikke afvente rapporter og videnskabelige afhandlinger – det ville koste mange menneskeliv.”

Det er samtidig afgørende, at lukning af indre grænser bliver af midlertidig karakter.

Når den akutte og livstruende fase er slut, og situationen er under kontrol, er det alfa og omega, at vi beskytter det indre marked og lader varer transportere sig frit. Vi har set gigakøer rundtomkring i Europa, hvor lastbiler må vente op til 30 timer.

Desværre står vi i en pinefuld situation, hvor vores forsøg på at inddæmme smitten har meget, meget store konsekvenser for vores samhandel og økonomi.

Det må understreges, at hverken WHO eller Sundhedsstyrelsen anbefaler grænselukninger. Man anbefaler en begrænsning af menneskelig kontakt, og heldigvis kører de fleste lastbilchauffører mutters alene.

Derfor skal vi hurtigst muligt tilbage til normale tilstande ved de indre grænser, så vi igen kan færdes frit, handle og transportere frit.

Alternativet er, at landene går enegang og laver benspænd for varetransporten. For et lille land rigt på eksportsuccesser, særligt inden for EU, vil det være katastrofalt.

Den langsigtede, meget dystre konsekvens, hvor forsyningskæderne kollapser, økonomien stækkes, arbejdsløsheden stiger, varer vil mangle eller hobe sig op, og hamstring vil tage nye former, må og skal vi undgå.

Sidst men ikke mindst må vi forstå, at EU-landene hænger økonomisk sammen, og svarene skal komme med ualmindelig høj hastighed.

Tag ikke fejl. Her handler EU’s institutioner. På ganske få uger har EU truffet beslutninger om at undvige reglerne i et system, man har brugt årtier på at bygge op.

Der var den gamle orden i EU, som var præget af den såkaldt tyske ordoliberalistiske tilgang. Dén filosofi handler om, at staten skal træde i baggrunden – og sørge for at både inflation, gæld og statsstøtte holdes nede – så virksomhederne altid har en jævn spilleplade at konkurrere på.

Den tysk inspirerede sparemodel, som under og efter finanskrisen har været kritiseret og debatteret, er borte med et pennestrøg.

Læren fra finanskrisen er nemlig, at vi skal handle med lynets hast.

EU-Kommissionen har nu annulleret sine regler for, hvor store de offentlige underskud må være. Farvel finanspagt.

Vestager har ændret reglerne for statsstøtte på rekordtid, så EU’s lande kan holde hånden under virksomhederne.

Merkel er pludselig åben for at absorbere italienernes gæld via. euro-statsobligationer. Hun har ellers været urokkelig som en bautasten på det punkt.

Det er et klogt træk, for hvis vi tillader, at Italien – et EU-land med 60 millioner indbyggere og en statsgæld på 130 procent af BNP – går bankerot, så vil den økonomiske krise sprede sig hurtigere end selv coronaen.

ECB, som plejede at opkøbe obligationer for cirka 20 milliarder euro om måneden, køber med øjeblikkelig virkning nu obligationer for 750 milliarder euro i 2020. Man har aldrig set så stort et opkøbsprogram over en 9 måneder lang periode. EU handler prompte, der hvor EU har mandat.

Nøgleordet i den her krise, som på de forrige er solidaritet mellem EU-landene. Som når Mette siger, at vi kun kan hjælpe os selv med at tænke på hinanden. Præcis det samme gælder for Europas lande og for vores union i særdeleshed.

Soloræs vil kun føre os mod bunden.

———-

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for Planbørnefonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

 

Seneste indlæg

Start typing and press Enter to search