Stine Bosse: Marx mangler i Socialdemokratiets mindstelønspolitik

 Kategori EU, Finans

Udgivet af Altinget den 24. januar 2020

 

DEBAT: Socialdemokratiet undsiger sig mindsteløn i EU af hensyn til den danske model. Det er et usolidarisk valg, for en fælles mindsteløn kan sætte en stopper for både social dumping og løndumping, skriver Stine Bosse, formand for Europabevægelsen.

Af Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

“Proletarer i alle lande, foren jer!”

Sådan lyder det fra Karl Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest fra 1848. Marx og Engels var senere involveret i Første Internationale. Ud af Første Internationale udsprang Den Internationale Arbejderforening for Danmark, og senere fik vi Socialdemokratiet.

Alt imens lød enslydende toner fra arbejderne, der sang de samme antikapitalistiske viser over landegrænserne. Men er der stadig en sådan international solidaritet hos Socialdemokratiet i disse dage?

Når EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, passioneret, ja næsten med knæk i stemmen fortæller, at man skal have rimelig løn for sit arbejde, så overhøres det herhjemme. Når Ursula von der Leyen foreslår en minimumsløn, som kan hive millioner af europæere – mødre, fædre og unge – ud af rå fattigdom, ja, så hører vi ikke rigtig noget fra Socialdemokratiet.

“Bevar systemet” – altså den danske aftalemodel – lyder mantraet fra Socialdemokratiet. Samme mantra kommer fra arbejdsgiverne og fra fagbevægelsen. Sidstnævnte er ellers også blomstret ud af international solidaritet.

Godt nyt for den danske model
Jeg forstår selvfølgelig bekymringen. Det skal selvfølgelig stå tindrede klart, når EU-Kommissionen fremlægger sit lovforslag, at den danske aftalemodel respekteres. Og der er der gode nyheder. Onsdag 8. januar stod EU’s jobkommissær Nicolas Schmit i Bruxelles* hos Fagbevægelsens Hovedorganisation og garanterede igen, igen, igen, at der ikke bliver pillet ved den danske model.

Den garanti køber beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og andre dog ikke. Hummelgaard henviser til, at EU-domstolen tidligere har ændret på den danske model. Men i den forbindelse siger Nicolas Schmit til Ritzau ifølge Berlingske:

“Det var, fordi lovteksten ikke var klart nok formuleret. Der stod ikke klart nok, at systemerne i Danmark og Sverige var beskyttede (…) Det er noget, som vi helt sikkert vil undgå. Og vi vil give de garantier, så det ikke kan ske igen.”

Det afgørende er med andre ord, at EU-Kommissionen nu skriver en garanti ind i lovteksten. Det har vi ikke set før. Men det er, som om selv, hvis Nicolas Schmit lagde regnestykket fem plus tre giver otte, så ville flere stadig ikke tro på ham.

Heldigvis er der dialog mellem Hummelgaard, Nicolas Schmit og fagbevægelsen. Dialogen er konstruktiv og tæt, og min erfaring er, at det altid kan bane vej for gode kompromisser. Hummelgaard har også et rigtigt fokus på det uretfærdige i, at toppen stikker fra bunden. Og netop derfor bør han huske ekstra meget på pointerne fra Marx og Engels.

Fælles front i EU nødvendig
Når jeg tager Marx og Engels op i forbindelse med Socialdemokratiet, hænger det sammen med, at de to herrer havde væsentlige pointer, som ikke tænkes med i den nuværende diskussion. Analysen fra den daværende internationale arbejderbevægelse var skarp:

Når kapitalen overskred internationale grænser, måtte arbejderne gøre det samme. Der var behov for fælles front, for ellers blev arbejderne kun sat i rå konkurrence mod hinanden.

I et eller andet omfang er de to sider – kapitalens frie bevægelighed og rimelige sociale kår – jo åbenlyst i modsætning. Og det ser vi så også i dag. Når man har et arbejdsmarked i EU, hvor varer, arbejdstagere, kapital og serviceydelser flyder på tværs af grænser, så er konkurrencen benhård.

Rå efterspørgsmål og udbudslogik tilsiger, at den, som kan tilbyde den billigste ydelse, vinder over den, som kan tilbyde en tilsvarende ydelse til en dyrere pris.

De mekanismer, som man begyndte at se for alvor med industrialiseringen i 1800-tallet, ser vi stadig i dag. Både Danmark og fattige befolkninger i det øvrige EU presses, når der ikke lægges en fælles social bund.

Fattigdom kan ikke give fred
EU-arbejdere kan i dag hyres i Danmark til en sulteløn. Vi har ingen lovbestemt minimumsløn i Danmark, og det gør os sårbare for pres udefra. Der er brancher med ufaglært arbejdskraft – hoteller, rengøring og landbrug eksempelvis – hvor lønnen er under heftigt pres.

For nyligt gik overenskomstforhandlingerne i gang mellem de private arbejdsgivere og arbejdstagere. Og arbejdstagerne ønsker jo brændende, at vi får sat en stopper for social dumping og løndumping. En EU-minimumsløn med respekt for den danske arbejdstagermodel kan netop hjælpe til med at fjerne social dumping og løndumping herhjemme!

Presset lægges ikke kun på Danmark, men alle EU’s arbejdstagere, og særligt i de mest fattige medlemslande. I Frankrig har lavtlønnede arbejdstagere ikke råd til benzin og ifører sig derfor gule veste. I Tyskland er enlige mødre nødsaget til at tage to jobs for at finansiere husholdningen.

I Østeuropa står det grelt til med fattigdom. Det skaber et nedadgående lønpres for særligt de fattige dele af Europas befolkning, når kapitalen bevæger sig frit uden minimumsstandarder. Selvom vi altid tænker i Danmarks interesser herhjemme, kunne vi måske kaste et næstekærligt blik på disse grupper i EU?

Eller bare et realpolitisk blik. Fattigdom i samfundet tæt på os vil ikke føre til en fredelig og stabil udvikling.

De røde skrifter skal frem
Nu er jeg ikke antikapitalist eller anarkist, hvis nogen skulle være i tvivl. Kapitalismen – den frie bevægelighed og konkurrence – har skabt stor rigdom i EU. Dels har Danmark adgang til et stort marked. Dels har vi hurtig adgang til specialiseret arbejdskraft.

Og dels kan vi producere billigt, fordi vi kan udlicitere de dele af produktionskæden – eksempelvis micro-chips til it-systemer – til de lande, der kan levere ydelsen bedst og billigst. Og på grund af EU’s indre marked har vi bedre råd til uddannelse for vores børn og kræftbehandling herhjemme, alt andet lige.

Trods det, at jeg ikke er antikapitalist, tager jeg dog én vigtig pointe med fra Marx: Den frie konkurrence kan ikke stå uden modstand. Ellers opstår der uligevægt. Arbejdstagernes interesse SKAL varetages i fælles solidaritet. En rimelig distribution af velfærd er en forudsætning for den frie bevægelighed.

Alt i alt mener jeg, at der er behov for, at vi – og i særdeleshed Socialdemokratiet – genåbner de gamle hellige røde skrifter for deres visdoms skyld, tænker på solidariteten med de relativt dårligt stillede befolkninger i hele EU og særligt i de her dage husker på ordene:

“Proletarer i alle lande. Foren jer”.

*I en tidligere version af indlægget stod der, at Nicolas Schmidt stod på dansk grund. Det er imidlertid ikke tilfældet. Fagbevægelsens Hovedorganisations reception var i Bruxelles. Altinget beklager fejlen.

Seneste indlæg

Start typing and press Enter to search