Prædiken i Kirke Sonnerup

 Kategori Kultur, Mit liv, Politik
Stine Bosses prædiken i Kirke Sonnerup den 20. november 2016
Fremtidens kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30
Amen
 
Det er altid med stor respekt for netop denne stol, at jeg begiver mig ud i at holde en prædiken. Jeg er ikke præst, og jeg har stor respekt for det præster lærer både i forhold til forståelse af Bibelen, men sandelig også i formidling af det budskab som Gud vil, at vi skal forstå. I vores tid er formidlingsevne og kommunikationstrick ofte vigtigere end budskabet. Heldigvis er det ikke tilfældet med bibelske tekster. De kan nemlig meget selv. Det gælder også dagens tekst. 
 
Gud vil os noget. Også i denne tekst. Gud har noget vigtigt at lære os. Gud ser ikke forskel på mennesker. Der er de vise og kloge, som ikke kan se, og der er de “umyndige”, som ser og forstår. Det er jo netop typisk for Jesus, han ser ikke forskel. Han ser mennsker på samme måde som sin far. Han ser at mennsker slider, bærer tunge byrder og har brug for ham. 
 
Og de kender hinanden godt faderen og sønnen. De ved, at det gode vil sejre. Ikke uden kamp. Ikke uden vedholdenhed og ikke uden ofre. 
 
I vores tid stilles der spørgsmålstegn ved det gode i at opføre sig ordentligt. Man kan komme langt ved bare at sige grimme ting om andre og opildne til frygt og had mod andre mennesker. 
 
Fra Danmarks øverste embeder kan man bruge ord og betegnelser om andre mennesker eller institutioner, som hverken er respektfulde, korrekte endsige flatterende. Vi ser et menneske blive valgt til USAs højeste embede, som har en grovhed overfor næsten, som jeg har ledt efter magen, men ikke har kunne finde i nyere tid. 
 
Og hvad tjener denne måde at formulere sig på til? Hvad opnår man når man konsekvent stigmatiserer andre mennesker, uanset om de er “bureaukrater i Bruxelles, brune mennesker, mennesker med en anden tro eller fra et andet land? Man skaber frygt. Man fremmer mistillid og man gør det uhyggeligt meget nemmere at styre. 
 
I både juleevangeliet og i teksten til påske lyder det: Frygt ikke!  Det tror jeg der er en helt særlig grund til. Frygt lammer os og gør os ude afstand til at se, vælge og handle. Vi paralyseres, som kaninen i lyskeglen foran bilen.
 
Fornylig så jeg den danske film FugleneOverSundet. Da min veninde Bodil Nyboe og jeg forlod biografmørket sagde hun: Den burde alle i Danmark se netop nu. Og jeg kunne tilføje, ja alle i Europa. 
 
For mere end 40 år siden voksede jeg op i Gilleleje. Stadig dengang et lille fiskerleje, med sår på sjælen, som vi lærte om, idet en lokal kvinde havde stukket ca 80 jøder, der gemte sig på kirkeloftet. Præsten havde været aktiv sammen med andre gode folk, i at hjælpe jøderne til Sverige. Ikke uden risiko, og i modsætning til skipperne uden betaling. Mange skippere blev godt betalt, og karnapperne på de små fiskerhuse, måtte min far forklare mig kaldtes jødekarnapper. Ikke fordi jøderne var gemt der, men fordi fiskerne fik råd til at renovere husene efter alle transporterne. 
 
Jeg husker, hvordan min indsigt i hvordan jøderne blev forfulgt, fik mig til at udspørge min farmor og farfar. Vidste i noget? Gjorde I noget? Hvornår fik i oplysninger om gaskamre? Og meget meget mere. Jeg husker, hvordan de vred deres hænder, når lille Stine spurgte og spurgte, og hvordan de næsten hver gang undskyldte sig med at de intet vidste.
 
Filmen skildrer meget tæt på, hvordan det var at flygte ud af Danmark dengang. Den skildrer, hvordan det dengang som nu, var svært og krævede mod, hvis man insisterede på at se mennesker, ja at være humanist. 
 
I dag 40 år efter, må vi spørge os selv, hvad ved vi? Og svaret er: Det meste. Vi ved mennesker flygter. Vi ved de har brug for vores beskyttelse for en tid. Vi ved, at de fleste ikke tror det samme som os, præcis som jøderne, men vi ved, de er mennesker præcis som os. 
 
Vi ved også at Jesu budskab er: Kom til mig. Jesus ser mennesker. Han ser det der er svært og han vil lette vores byrde. Og han opfordrer os til at lære af ham. Han er sagtmodig – det betyder at han går stille med dørene. Han er ikke på alle sociale medier. Han forleder os ikke. Han bruger sit eget indre kompas til at lede os, og lærer os at gøre det samme. Lær af mig, siger han. Han er ydmyg, og stiller ikke op til sort/hvide modeller. Tværtimod, så lærer han os vejen til ro i sjælen. For hans byrde er let og hans åg godt. Han står for det mulige. Det positive. At vi kan lykkes. Også uden de store dramaer, men med et stille sagtmodigt og ydmygt nærvær. Et nærvær overfor næsten. Et nærvær der forpligter os på hinanden. 
 
Frygt ikke. Vi kan, hvis vi vil se mennesket i næsten, få tingene til at fungere. Vi må gerne kræve noget af hinanden. Vi må gerne stå for noget. Det er det, Jesus opfordrer os til, men vi må ikke forfalde i mismod og frygt.
 
Det handler ikke om at være naive. Men det handler om den evige og evigt gyldige indre kamp mellem det gode og det onde. Det bor i os og er et af menneskenes grundvilkår. Vi kan finde hvile i tro. Vi kan finde hvile i et se mennesker og ikke være bange, og vi må ikke lade os vildlede af de tunge byrder vi slider med. De kan løftes. Ikke af Gud eller Jesus, men af at lære af ham. At forstå den lethed han byder os ind til og ved at stole på hans budskab.  Frygt ikke. Vær sagtmodige og ydmyge. 
 
Jeg tror, at vi alle kan tage Jesus ord til os. Holde benene på jorden, stole på vores indre kompas og lade være med at frygte. Men vi opfordres ikke til at lukke øjnene. Vi opfordres ikke til fornægtelse, nej byrderne er virkelige. Åget ér tungt, men energien til at løfte findes. I det nære. Uden skelen til høj eller lav, sort eller hvid. Kun med ét in mente; næsten og med næsten in mente et fast blik rettet mod det Jesus har lært os. 
 
Amen 
Seneste indlæg

Start typing and press Enter to search